Terapeuterne i Spjald – opstart, sommerfugle i maven.

Vi er ved at boble over af glæde, og må bare dele hvad vi får tiden til at gå med. Så hvis du har lyst, så kom med på en lille rundtur i hvordan man i løbet af ca. 3 uger rykker sammen i fælles lokaler, på Blomstermarken 3, 6971 Spjald, og bliver kolleger.

Dorthe har lige i disse dage travlt med at læse til eksamen, og at passe sine klienter med behandlinger. Ved siden af det når hun også at have vagter på deltidsjobbet som handicaphjælper. Hun siger at hun har så travlt at hun slet ikke når at mærke spændingen. Men hun har altså hængt i i god tid, for at være klar til eksamen. Et par dage efter vi havde set lokalerne for første gang, havde hun skaffet os en god brugt rengøringsvogn, som kan det hele, og indkøbt rengøringsmidler og moppesystem.

Hun skriver også tekster til Facebook, og deler og liker det jeg slår op fra min side, og på vores fælles side https://facebook.com/terapeuternespjald

Her deler vi (læs: jeg, Charlotte) som lige pt. er vores SOME administrator, lige for tiden daglige opslag om Dorthes og mine ydelser = hvad vi hver især har med i rygsækken fagligt, og som vi hjælper vores klienter med.
Og her er planlægningsværktøjet jo ret smart, sådan at alle Dorthes tekster og mine kunne være klar på forhånd. 

Jeg har brugt tid på at lave denne hjemmeside, en facebook profil, en instagram tilsvarende, som vi nok skal komme i gang med at bruge, en google my business profil, og så har jeg været en hel masse ‘i Canva’, som nærmest er mit nye drug. Det er et værktøj, hvor du kan lave din egen grafik – hvilket jeg har lært af en dygtig grafiker sidste år. Der kommer et shout-out til hende senere andetsteds. For hvor er det godt at have lært det – ikke mindst nu.

Og så har jeg selvfølgelig kunder i klinikken. Og holdundervisning i et lokale i hallen. Sidste uge var rigtig dejlig travl. Jeg elsker, når der er meget at lave.

Forrige fredag var vi på indkøbstur, hvor vi i forskellige skønne genbrugsbutikker fandt alt fra en bænk til venteværelset, en fejebakke, med tilhørende kost, knive og gafler til vores nye fælles personalerum, rullebord, trappestige, spand og tommestok. Plus det løse. Det bedste køb var nok næsten et fint retrobord til førnævnte rum. Et køkkenbord med den fineste formicabordplade, og et stålstel med lidt rust, som Dorthe fik fjernet. 

Man har mange kasketter på i en lille virksomhed. Og vi løser opgaverne efter bedste evne. Faktisk så synes vi selv det går strygende, og vi nyder processen. 

Dorthe er også ret aktiv med at gøre rent – tak! – nede i de tomme lokaler, så der er klar til at der kan komme folie med vores fælles navn og hvert vores logo på de nypudsede vinduer. Og sådan at vi kan begynde at indrette. 
Vi er allerede begyndt lidt. Og vi har ikke engang skrevet under på kontrakten endnu. 
Huslejen er dog betalt, og vi har haft nøglerne i en god uges tid. I morgen sætter vi vores underskrifter. Det bliver en skøn dag. 
Sjældent har følelsen af at betale husleje været så god.
Vi skal også lige huske at tage et fælles billede foran huset, sådan at vi har et profilbillede til Instagram.

Messenger-tråden mellem Dorthe og jeg er et skønt mix af planlægning, og koordinering og ting der skal besluttes. I dag var vi ret enige om at vi næsten ikke kan vente med at rykke ind.

Så på fredag efter Dorthe har været til eksamen, og jeg har haft den sidste kunde her på hjemmeadressen, så begynder vi med at indrette venteværelset.
Og så indretter vi ellers løs lørdag og søndag, så vi er klar til at tage i mod de første kunder på mandag.

Jeg håber, at vores forventnings glæde smitter gennem skærmen.

Det vi glæder os allermest til er nemlig at komme i gang, sådan rigtigt. Med at modtage vores klienter til behandling. Med at være kolleger for hinanden, og med at finde en ny rytme i hverdagen, hvor vi hver især nu skal til at ‘køre på arbejde’.

Jeg kan gå, og det er mange år siden jeg har haft så kort på arbejde, at jeg kunne det. Lige bortset fra nu, hvor det bare er at gå ind i mit rum herhjemme. Men det bliver noget helt andet, at flytte sig ud af huset og have helt perfekte rammer til at drive klinik i.

Anne er også med i processen, ved siden af sit job. Hun kommer til at være i klinikken med meditations- og kanaliseringsaftener på jævnlig basis. Hun har skrevet tekst til det næste indlæg, som kommer her på bloggen. Det handler om energiarbejde – og det er rigtig godt. Jeg har læst det, og har også oplevet Annes egen skønne energi til en meditationsaften. De varmeste anbefalinger herfra.

Så hold øje med facebook, og begivenheder. 

Sæt et kryds tirsdag den 13. juni kl. 19:00. Der holder Anne sit første arrangement.

Og sæt et kryds torsdag den 15. juni. Der holder vi reception.


Alle de bolde vi har i luften pt. og alle de sommerfugle som basker vildt i maven… det er den skønneste fornemmelse!

Vi glæder os alle usigeligt meget til at gå i gang. Og til at se dig dernede i vores nye dejligt lokaler.

Nu skal vi kun sove i 7 nætter.