Cupping massage trin for trin: Et eksempel med billeder af cupping på ryggen.

TerapeuterneSpjald tilbyder cupping hos Charlotte i Klinik Livsform.

Charlotte fortæller i dette blogindlæg om cupping, og hvad det kan gøre for dig – og tager dig her med i en behandling, hvor klienten har spændinger i nakke, skuldre og lænd.

Du vil få svar på, hvordan cupping virker og på hvorfor Charlotte ofte anbefaler at du får cupping som supplement til eller sammen med massage.

Måske har du også overvejet om cupping er farligt?

Eller tænkt på hvorfor cupping er godt, og på hvordan det føles?

Du får svarene herunder:

Jeg vil først vise dig et billede af mine redskaber. I hånden holder jeg en ‘pistol’, som jeg sætter på toppen af de små orange ventilstykker, du ser på cupperne. Jeg kan så ved hjælp af pistolen lave vacuum, således at der skabes et undertryk inde i cuppen. Din hud vil så ‘trækkes’ op i cuppen. Og så er det at ‘magien’ sker…

Glemte lige – du skal selvfølgelig også se min klinik og min briks – som siden jeg i 2018 var på kursus i cupping, har båret en del klienter – også til cupping behandling.

Min cupping metode – en skridt for skridt gennemgang.

Cupping er en form for terapi, som jeg ofte bruger sammen med mine behandlinger med massage.

Når du booker, hedder behandlingen “massage og cupping”, og du bestemmer hvilken – og også fordelingen, hvis du ønsker både massage og cupping.

Behandlingen indledes altid stille og roligt med massage med med mine hænder. Du får god tid til at “lande” på briksen, og i det hele taget god tid, for du er her i en time, hvoraf næsten al tiden er behandling.
Det er vigtigt at du kan føle dig tryg, for at få det optimale ud af behandlingen. Og dit nervesystem lurer, hvis du ikke er helt tryg.


Ofte prøver mine klienter en lille smule cupping under en behandling, hvis de har booket en almindelig massage, så de ved hvordan det føles.
Så sker der det, at en del går hjem og googler, og vender tilbage og siger at de gerne vil have cupping.


Ud over en stille og rolig start, er en anden vigtig faktor i behandling hos mig dialog. Så jeg vil altid inddrage dig i behandlingen. Det betyder at jeg spørger dig, om der skal mere eller mindre ‘sug’ på cuppen, og at jeg beder dig om at fortælle mig, hvis jeg rammer et punkt, hvor det føles som om at cuppen med fordel kunne sidde stille og virke.
Jeg spørger dig undervejs, hvordan du oplever behandlingen, og sikrer mig at du har det godt.



Når jeg har placeret en cup, tager jeg en ny – så på den måde sidder der både cupper stille og gør deres, og jeg masserer med en anden cup et andet sted på kroppen.

Når jeg fjerner cupperne efter nogle minutter, masserer jeg med hænder, hvor cuppen lige har siddet.

Et andet eksempel på kombinationen af brug af hænder alene, og massage med cupping er, at der sidder cupper og virker på skuldrene, og jeg masserer på resten af ryggen.

Til sidst i behandlingen, når jeg har fjernet alle cupper, afslutter jeg også med lange rolige strøg med mine hænder, og ofte også massage af det øverste af nakken langs kraniekanten, hvis det som her er ryg, skuldre og nakke som er blevet behandlet.

Når behandlingen er slut, har du god tid til at rejse dig fra briksen, og til at få et glas vand eller to.

Og jeg spørger dig altid inden du går, hvordan du har det og giver dig lejlighed til at stille spørgsmål.

Hvad gør cupping?

Som du kan se på billedet ovenfor trækkes huden op i cuppen, og bliver rød/mørkere. Det betyder at kroppens immunforsvar gør sit arbejde. Der skabes egentligt et kunstigt blåt mærke. Sådan lidt forenkelt sagt.


Når cuppen sidder og virker, gør undertrykket indeni den at blod og lymfe lokalt i området under cuppen strømmer hurtigere igennem, alene fordi cuppen sidder der. Kroppen vil gøre sit til at genetablere ‘god ro og orden’, og der har vi et genialt system i immunforsvaret.
Blodet tilfører næring, og lymfen sætter gang i at fjerne det der ikke skal være i området. Der bliver ‘skyllet ud’ kan man sige, og ført ny energi til området.

Det samme sker ved almindelig massage med hænder. Men på grund af det vacuum som skabes i cuppen vil virkningen rent mekanisk for det første virke anderledes, idet massage er tryk nedad i musklerne med hænder og fingre, men jeg (og det er alene erfaring, og logisk antagelse, og ikke forskning) tror at cupperne ‘får bedre fat’ rundt om fx de mindre dybereliggende muskler helt tæt ved rygsøjlen, og også et stykke ind under fx skulderbladene og knoglefremspring, hvor det ellers er vanskeligt at nå med mine hænders tryk.

Virkningen af massage med cupping er at kroppens bindevæv bliver mere smidigt. Når der er muskelspændinger, er gennemstrømningen af blod og lymfe pr. definition nedsat. Det skaber en ond cirkel, fordi de funktioner, jeg lige har beskrevet ovenfor, så ikke virker nær så godt som sædvanligt.
Bindevævet klistrer sammen, og bliver stift og knudret. Og så har du fx en myose, eller føler måske, at du er tæt på at få hold i lænden, eller i nakken.

Cupping og massage – den perfekte synergi.

Som du måske har fundet ud af, er jeg en smule nørdet omkring at mærke hvad din krop og dine muskler fortæller mig under behandlingen. Derfor er cupping og massage for mig en kombination, der giver rigtig god mening og bonus på nørdekontoen.
Cupperne sladrer nemlig om hvordan vævet (muskler, led, sener, bindevæv) har det der hvor jeg ‘kører’ /masserer med cuppen. Pludselig kan jeg næsten ikke trække cuppen videre, uden at slippe lidt luft ud med ventilen. Og det tyder på at jeg har ramt et sted, hvor der er spændinger.
Med min faglighed som fysioterapeut kender jeg de typiske steder, hvor vi ofte får myoser, men der kan være steder, hvor cuppen fortæller at der er fx ‘sammenklistret’ bindevæv, som jeg måske ikke ville have fundet med mine hænder alene.

For dig er det selvfølgelig også en bonus, da din behandling bliver grundig og effektiv. Men jeg ville aldrig behandle med cupping uden at mærke efter med mine hænder også. Eller uden at have bevæget cuppen hen over kroppen, inden jeg lader den virke. Så det er ikke hos mig du vil opleve cupper sidde i to fine rækker langs rygsøjlen. Jeg vil gerne behandle specifikt hvor der er behov.

Massage med hænder virker som en perfekt opvarmning og afslutning på en behandling med cupper, og gør at du føler dig afslappet og godt tilpas.

Er cupping farligt?

Nej. Er det korte svar. Men jeg vil gerne uddybe.

Og først: Cupping kan ikke anbefales til alle klienter.
Jeg vil afklare sammen med dig, om det er sikkert at du får cupping, inden vi starter behandlingen.
Det kan være kontraindiceret at bruge cupping, hvis du fx har en blødersygdom, særlige kredsløbsproblematikker, helt akutte skader, er gravid, har cancer, bestemte autoimmune sygdomme, har skader på huden, eller ikke har dit ‘sædvanlige energiniveau’ – fx ved faste, eller høj feber.

Årsagen til at nogle kan tro at cupping er farligt, er nok at der kan komme mørke afgrænsede pletter hvor cuppen har siddet. Og at man så kan tro, at det enten gør, eller har gjort meget ondt.

Cupping skal ikke gøres for voldsomt. Altså med for mange cupper ad gangen, eller i for lang tid.
Og det skal heller ikke gøre (for) ondt.

Det kan mærkes, hvis cuppen glider over et sted, hvor der er spændt, men jeg sørger for at kommunikere med dig undervejs. Og hvis der er for meget undertryk i cuppen, kan det let mindskes så behandlingen bliver blidere.
Når cuppen placeres et sted, for at sidde og virke i nogle minutter, kan det godt mærkes lidt stramt/ømt til at starte med, men efter få sekunder aftager det.
Ofte kan klienten ikke mærke, hvor mange cupper de har på kroppen, eller hvor de sidder.
Og følelsen af at få massage med cupping, kan føles lettende på en helt særlig måde. Som om at den øgede cirkulation skaber mere rum, og større lethed i kroppen.

Jeg kan godt lave en velværemassage med cupping, sådan at jeg har meget lidt vaccum i – og ikke lader dem sidde, men hele tiden bevæger cuppen.

Det vil føles nogenlunde som en almindelig massage, med hænder.

Cupping er massage – men når jeg tilfører vacuum, så kan det mærkes.
Men det skal ikke gøre så ondt, at du spænder op i kroppen, eller synes det er ubehageligt.

Cupping behandling?


Jeg håber at du har fået svar på dine spørgsmål, og nu føler at behandling med cupping kunne være noget for dig.
Du har måske prøvet flere former for massage, og savner en form for behandling hvor du tydeligt kan mærke fornemmelsen af at være stiv og ufleksibel i kroppen forsvinde, også under behandlingen.
Det tør jeg faktisk godt love, da flere af mine klienter med egne ord har fortalt at de føler sig flyvende, når de hopper ned af briksen.

Hvis vi skal ses til en behandling i klinikken, booker du via mit online bookingsystem ved at trykke på knappen herunder.